I de sidste år er det blevet meget mere accepteret at fortælle om, at man har stress. For nogle år siden var det ikke noget, som vi talte højt om. Det blev inden for hjemmets fire vægge. Var vi meget modige, fortalte vi ganske få venner, at vi havde stress. Og det er rigtigt fint, at stress er blevet accepteret. Læger har mulighed for at diagnosticere os med stress. De kan simpelthen måle det. Også selvom vi egentlig ikke er syge.
Hvad gør man med stress?
Men når vi så får en diagnose, der fortæller os, at vi har stress, hvad gør vi så? Ja, i første omgang bliver vi sygemeldt. I kortere eller længere tid. Nogle af os får en henvisning til en terapeut, så vi kan komme i stressbehandling: https://lifeconsulting.dk/stressbehandling. Men taler vi om det? Ikke så meget. Vi nævner det, måske.
Det kan være, at vi fortæller den nærmeste familie om det. Vi fortæller, at vi er i behandling. Men fortæller vi familien om, hvad stressbehandling går ud på? Måske er det på tide, at vi bliver lidt mere konkrete, når vi taler om det. Det kan jo godt være, at tanken om stressbehandling forhindrer andre i at søge hjælp. Simpelthen fordi de ikke har tilstrækkelig viden om, hvad stressbehandling går ud på. Hvordan foregår den?
Angsten for det ukendte holder mange mennesker tilbage. Og ved vi ikke, hvad stressbehandling går ud på, så kan det foranledige, at nogen ikke får den behandling, de har brug for. Og det kan senere hen føre til, at der skal andre – og måske også meget længerevarende behandlinger til, for at det menneske får det godt igen. Ja, vi bør tale mere om det. Vi kan starte med at fortælle om de åndedrætsøvelser, vi lærer. Vi kan tale om, hvad det vil sige at lære at tænke positivt overfor negativt.
